Indtast din søgning
 
Vito - en dansk virksomhed

Om Vito

Børn skal opleve ubetinget kærlighed fra deres forældre. Vi har et brændende ønske om at styrke relationen mellem børn og deres forældre og inspirere forældre til at favne deres børn, kramme dem og bære dem tæt på kroppen. Derfor har vi designet en ringslynge i det blødeste hør i nordiske farver, som gør det nemt for forældre at bære deres børn og samtidig føle sig frie og smukke.
 

Hvem er Vito

Vito betyder liv. Sammensætningen af ordene ‘vi’ og ‘to’ underbygger den følelse og tosomhed, der opstår, når du bærer dit barn tæt på din krop. Det er en livsbekræftende oplevelse, som fylder dig med glæde og liv. Tosomheden ses også i vores logos udformning: En mor eller far med sit barn i ringslynge. 

Vito er en dansk virksomhed med base i København, som designer og producerer ringslynger i Danmark. Her på siden kan du finde inspiration og læse mere om fordele ved at bære dit barn. Og så kan du selvfølgelig købe vores ringslynger fremstillet af det blødeste, bæredygtige hør. Find også information om, hvordan du booker en slyngeworkshop, hvor du lærer at bære dit barn i en ringslynge. Følg os på instagram og facebook og tilmeld dig vores nyhedsbrev, så du hele tiden er opdateret på den nyeste viden, kommende events og tilbud.
 

Kvinden bag din ringslynge

Maria Damgaard er kvinden bag Vito, som åbnede sommeren 2018. Maria er PhD i hjerneforskning og uddannet slyngevejleder. I Vito kombinerer Maria sin faglige viden og praktisk erfaring til at designe smukke ringslynger, afholde workshops og give glæden ved at bære sine børn videre til andre forældre. Maria er mor til Saxo på tre år og Vito på et og gift med Jacob. Sammen bor de i et gammelt fredet bindingsværkshus fra 1670 i en smuk baggård på Christianshavn i København.
 

En bæredygtig forretning

Hjertet og hjernen er med, når vi designer og producerer vores ringslynger. Det er vigtigt, at vores produkter belaster miljøet minimalt. En ringslynge fra Vito er derfor skabt i hør, som er et slidstærkt materiale, der tåler mange timers brug. Hør er et naturprodukt, som i modsætning til eksempelvis bomuld bruger langt mindre af jordens ressourcer. Vi holder vores farver afdæmpede og tidløse, så de passer til enhver lejlighed og mange års tendenser.

Vores ringslynger er desuden skabt i et tæt samarbejde med en socialøkonomisk virksomhed og systue i København, som beskæftiger og opkvalificerer marginaliserede kvinder.
 

Derfor har vi skabt din ringslynge i hør

Hør har ry for at være hårdt og kradsende. Men med moderne, innovative løsninger er det lykkedes os at skabe et produkt, som føles blødt og lækkert. Dette betyder, at ringslyngen ikke skal gås til og er nem at anvende selv for en nybegynder. Vi holder meget af stoffets naturlige look, som kun bliver smukkere, jo mere du bruger din ringslynge.

En ringslynge fra Vito er lavet af hør fra marker i Europa, og vi benytter kun det blødeste hør til vores produkter. Vores stof er Oeko Tex 100-certificeret, hvilket betyder, at det ikke indeholder skadelige kemikalier.

Hør gror på marker i fugtige kystklimaer i Frankrig, Holland, Belgien og de baltiske lande. I Europa har vi en lang og stærk håndværksmæssig tradition for produktion og bearbejdning af hør til for eksempel stof. Men hør finder også vej til supermarkedets hylder i form af hørfrø og hørfrøolie.

Hør er en krævende plante, som kræver mange mandskabstimer - fem gange så mange, som når man dyrker korn. Så det kræver tålmodighed og vedholdenhed at dyrke hør. Derfor er det også en langt dyrere afgrøde end bomuld, som dyrkes på marker i Asien og Indien.


Foto: Alle billeder på hjemmesiden er taget af fotograf Rita Kuhlmann
Grafik: Logo og visuel identitet er udarbejde af Kirsten Duedal fra reklamebureauet Duedal & Ko